Tulipaner i alle farver og former

Tulipanens historie
Af alle forårsblomstrende blomsterløg er tulipanen den mest eftertragtede og populære. Der findes 74-100 vildtulipaner og botaniske tulipaner. De fleste stammer fra Centralasien og Mellemøsten, enkelte i Europa og Nordafrika. Havetulipanernes historie begyndte i Tyrkiet og Persien for ca. 1.000 år siden og tog fart i Holland fra år 1600. I dag foregår næsten al forædling og produktion af tulipaner i Holland. Vi har inddelt tulipanerne i grupper efter et hollandsk system.








Hvilken tulipan skal du vælge?
Enkel tidlig tulipan
De enkle tidlige tulipaner blomstrer i mange farver med stærke, stive stilke. Stilkene er robuste overfor regn og blæst. Højden er 35-45 cm. Blomstrer i april. Gode til plantning i bede og i grupper i forgrunden. 'Apricot Beauty' og 'Purple Prince' er populære sorter.
Dobbelt tidlig tulipan
De dobbelte tidlige tulipaner kaldes også rosentulipaner eller Murillo-tulipaner. Tulipanen har fyldte blomster på korte, kraftige stilke. Højden er 30-40 cm. Høje i april. De egner sig til plantning i bede, i grupper, kanter og i krukker. 'Peach Blossom' er meget populær.
Triumph-tulipan
Triumph-hybriderne er en krydsning mellem de enkle tidlige tulipaner og Darwin-tulipaner. Disse tulipaner har kraftig vækst, stive stilke og store Darwin-lignende blomsterhoveder. De blomstrer umiddelbart efter de enkle tidlige tulipaner og ca 10 dage før Darwin-hybriderne (sidst i april), så konflikten med udplantning af sommerblomster i samme bed er mindre. Højden ligger fra 35-50 cm og alle farvekombinationer findes. De er meget holdbare, lever længe og er derfor særdeles velegnede til plantning i bede og rabatter. Nogle af de bedste og mest populære Triumph-hybrider er: 'Algarve', 'Black Jack', 'Don Quichotte', 'Jumbo Pink', 'Negritta', 'Ronaldo', 'Mistress', 'Princess Irene', 'Paul Scherer' og 'Colour Cardinal'.


Darwin-hybrid tulipan
Darwin-hybrid tulipaner regnes for at være de mest stabile havetulipaner, som kommer igen år efter år. Darwin-hybriden er en krydsning mellem Fosteriana tulipaner og Darwin tulipaner. Darwin-hybrider er kraftige planter med store, enkle blomsterhoveder. Blomstring april-maj lige efter Triumph tulipanerne. Højden er 50-65 cm. De mest kendte er den røde 'Apeldoorn’ og 'Golden Apeldoorn', men disse pragtfulde tulipaner findes i alle farver.
Enkel sen tulipan
De enkle senblomstrende tulipaner kaldes også "Cottage tulipaner". De har store ægformede blomster på stive stilke og er sammen med de liljeblomstrende tulipaner nogle af de højeste tulipaner. De er alle maj blomstrende til midten af måneden. Der findes også i denne gruppe nogle med flere blomster på hver stilk. De "franske tulipaner", som bliver ekstra store og høje ved en særlig dyrkningsmetode har sin oprindelse i denne gruppe. 'Queen of Night' er nok den mest kendte og solgte sorte tulipan, men sorterne 'Avignon' (orangerød), 'Maureen' (hvid), 'Menton' (rosa) hører til de populære.
Dobbelt sen tulipan
Dobbeltblomstrende sene tulipaner eller pæonblomstrende tulipaner har store fyldte blomster, der minder om de dobbelte pæoner. De er højere end de tidligt blomstrende og når 50-60 cm. Blomsten står på stive stilke og blomstrer sent medio maj. De findes i mange farver.



Liljeblomstrende tulipan
De liljeblomstrende tulipaner er meget elegante i formen med slanke blomsterhoveder og spidse kronblade. De har en god højde på 45-65 cm og blomstrer sent, i maj måned. 'Sarah Raven' er en smuk nyhed inden for de liljeblomstrende med lillasorte blomster.
Viridiflora tulipan
Viridiflora tulipanerne eller de grønblomstrende tulipaner har mere eller mindre grønt på kronbladene i smuk kontrast til grundfarven hos den enkelte sort. De blomstrer sent fra begyndelsen til midt i maj og bliver 40-65 cm høje. 'Groenland' og 'Spring Green' hører til blandt de mest efterspurgte, men der er mange at vælge mellem.
Papegøje-tulipan
Papegøje-tulipanerne har halvfyldte-fyldte uregelmæssige store blomster med bølgede, grov frynsede blomster i ofte spraglede farvekombinationer. De blomstrer sent, frem til midten af maj på stive stilke. Højden er 40-50 cm høje. 'Black Parrot' og 'Blue Parrot' er gode i små grupper og i bede.



Frynse-tulipan
Frynsede tulipaner er kendetegnet ved at kronbladenes kant er mere eller mindre fint frynset. Der findes både enkle og fyldte sorter inden for gruppen. De bliver 35-60 cm høje og har lang blomstringstid fra begyndelsen af maj.
Fosteriana-tulipan
Denne gruppe af tulipaner er hybrider fra den vilde Tulipa fosteriana fra Centralasien. De kaldes også for kejsertulipanerne eller Emperor-tulipaner. Højden er 30-45 cm. Blomsterne er enkle og oftest i rene farver. De blomstrer tidligt i april, er længeblomstrende og er gode til at komme igen år efter år. De er velegnet til bede, kant og i krukker. De er også gode til drivning. De bedst kendte er 'Purissima'/'White Emperor', 'Orange Emperor', 'Madame Lefeber'/'Red Emperor', 'Candela'/'Yellow Emperor' og 'Toronto'. 'Toronto' er særlig idet den er lakserosa med flere blomsterhoveder pr. stilk. Man kan lave smukke bede med farvekombinationer inden for denne gruppe eller sammen med de enkelte tidlige tulipaner.
Greigii-tulipan
Greigii hybriderne stammer fra en oprindelig tulipan fra Centralasien. Det er lave tulipaner, 20-30 cm høje, med ret store blomsterhoveder og tidlig blomstring i april. De fleste har smukke blade med rødbrune striber eller pletter. En af de mest kendte Greigii tulipaner er 'Rødhætte' (eller 'Rotkäppchen'/'Red Riding Hood'), der en smuk, lav, knaldrød tulipan. Andre klassiske sorter er 'Cape Cod, 'Pinnochio' og 'Plaisir'.

Kaufmanniana tulipan
Kaufmanniana hybriderne stammer fra Centralasien og har navn efter en russisk botanikprofessor. De har store, ofte tofarvede blomster med smukt grågrønt løv med striber eller pletter. De blomstrer tidligt, april og er lave, 20-25 cm.
Botanisk tulipan, vildtulipan, tulipanart
Der findes 75+ forskellige botaniske tulipaner på den nordlige halvkugle. De fleste findes i Asien, men der er dog flere arter i Sydeuropa og lidt i Nordafrika. De findes i mange farver og højder. Nogle blomstrer tidligt i marts og den seneste, som er meget svær at finde, Tulipa sprengeri, blomstrer først i juni. Højden varierer fra 5-40 cm. De fleste trives i veldrænet jord i sol og egner sig til stenhøj, forkant af bede og visse arter er gode som forvildet. Skovtulipanen, Tulipa sylvestris, bliver 30-40 cm høj og breder sig desuden ved underjordiske udløbere og er særdeles velegnet forvildet sammen med Tulipa daystemon 'Tarda', Tulipa turkestanica og Tulipa urumiensis, som udover at danne sideløg også sår sig selv.
Hvis du er blevet inspireret til at prøve noget nyt, så kom endelig forbi. Vi hjælper dig gerne med at sammensætte de forskellige sorter, så dine bede, krukker, rabatter, kanter, tagrygge, skrænter, skovbund, park, parkeringsplads, sommerhus, kolonihave, altan, eller hvad du end har - kan blive forskønnet med disse vidunderlige blomster.

